Historien

Om Fonden Hornbæk Kunstmuseum

I 1995 gav Fru Gudrun Thomsen i et gavebrev grundene på A. R. Friis Vej 17 og Kystvej 2 til Fonden Hornbæk Kunstmuseum. Hun havde i mange år drevet pensionat, motel og hotel på grunden, og det var hendes ønske, at der skulle bygges et museum på grunden i Hornbæk.

Hornbæk Kunsthal

Fonden Hornbæk Kunstmuseums formål skal være at etablere og drive et museum i Hornbæk, herunder eventuelt samtidig hermed at opføre en bygning til udlejning til offentligt formål beliggende på de arealer, der er modtaget i gave fra fru Gudrun Thomsen.

I dag arbejder Fonden for at genoplive Hornbæks kulturelle arv som hjemsted for kulturaktiviteter ved at give byen et nyt samlingspunkt under arbejdstitlen Hornbæk Kunsthal.

I årevis har gæster spist vaffelis, nydt en kop kaffe og spillet minigolf og hundredvis af lokale beboere og turister har gennem årene oplevet en række kunstrelaterede aktiviteter på grunden arrangeret af Støtteforeningen Hornbæk Kunstmuseum.

Der skal bygges videre på de mange eksisterende kvaliteter og velfungerende aktiviteter, og nogle af de eksisterende funktioner skal bevares og videreudvikles.

Grundens attraktive placering inviterer til en nærmere kontakt med det omgivende landskab og byliv.

Støtteforening

Lokal opbakning og oplysning til borgere

I 1995 blev der oprettet en støtteforening. Formålet er ifølge vedtægterne: Foreningen, der ikke er erhvervsmæssig, har som formål at yde økonomisk og anden støtte til Fonden Hornbæk Kunstmuseum ved iværksættelse af kulturelle aktiviteter, udstillinger, musikarrangementer, fremsendelse af ansøgninger til fonde og offentlige myndigheder m.v. Foreningen sikrer lokal opbakning og mobilisering med oplysning til medlemmer og den bredere lokalbefolkning.